NB. Der er lukket for tilmelding. Vi finder plads til dig til næste år!
Det er fredag den 20. august, og der er dermed sølle otte dage, til universets første store konference for danske madbloggere udfolder sit saftspændte program; sætter pengene, hvor munden er; og løber af sin nordatlantiske stabel i pomp og pragt.
Deltagerlisten er nu officielt lukket ved 84 entusiastisk tastende, fotograferende, snusende, slubrende, tyggende, seriøse, ucensurerede, modige, kompetente og for længst dybt madforførte webkommunikatører af enhver kaliber.
Programmet er ikke blevet mindre fyldigt de seneste par dage, med gratis adgang til releaseparty på madmagasinet Copenhagen Food søndag aften som den seneste tilføjelse. Det samme kan siges om listen af sponsorer, som er meget tæt på at bringe økonomien i balance.
Det begynder at ligne en fest!
Så fik vi sat det sidste punktum i formulering af dagens program, og det er med udtalt tilfredshed, at vi har slettet linjen med ord som ”foreløbigt” og ”modifikationer”. Nu ligger punkterne klippefast, og vi glæder os selv vanvittigt meget til dem alle sammen.
Du har måske set den lidt luftige tagline om ”viden, netværk og inspiration”, men det skal faktisk tages helt bogstaveligt. Konferencens program er opbygget med det formål at imødekomme netop de tre kvalitetsparametre i nogenlunde lige mængder.
Mere konkret er dagen derfor blandt andet bygget op af elementer, der tillader fri hygge, mingling, sludder, sladder og faglig diskussion, nemlig samlet set 3 timers pause mellem kl. 11 og kl. 19.
Men i de resterende 5 timer skal der til gengæld spidses både pen og øren, for her vil informationerne flyde hastigt og fokuseret fra de 15 oplægsholdere, der alle er eksperter inden for hver sit relevante felt og fagområde.
Vi slutter dagens formelle program af med en workshop, hvis formål det er at anvende kvalificeret input fra en række formidlingsspecialister til at producere et blogindlæg fra konferencen, som kl. 17.30 skal være uploadet på vores respektive blogs.
Derefter er der en kort havnepromenade, drinks i den nedgående sol på kajen, kvalimiddag, musik, dans og fri ballade, til vi ikke kan mere.
Før til næste år …
Det er med stor fornøjelse at vi fra den madbloggersympose førerbunker kan meddele, at konferencen skal foregå i de ualmindeligt smukke lokaler på Nordatlantens Brygge.
Det 240 år gamle pakhus for enden af Strandgade får den 28. august æren af at lægge prøvede plankegulve til ikke bare én, men to af tidens hotteste gastronomiske tendenser. Du får selv lov til at gætte, hvad den anden er.
Vi mødes kl. 11 på Strandgade 91, og spadserer kl. 17.30 de 850 meter ned til middag på Knipps Kaj.
Er du madblogger? Så er du hermed inviteret til den første store faglige konference i Danmark for sådan nogle som dig.
Vi kalder den Madbloggersymposium 2010, og du er lige velkommen, om dit fokus er opskrifter, madkultur, vin, øl, kaffe, chokolade, fødevarepolitik, ernæring, gastronomi, velsmag, pølsefingre, blomkålsører, kartoffelnæser, grisetæer eller strømpeål.
Konferencen finder sted i København
lørdag den 28. august 2010 fra kl. 11 til 24,
og du kan tilmelde dig nu!
Her står det vigtige!
Og der er faktisk en del af det, så klem lige ballerne sammen, og læs det med småt:
1) Det er ikke alle detaljer for dagen, som er helt på plads endnu, men du kan følge programmets udvikling her.
2) Hvis dit navn ikke står på deltagerlisten, er du ikke tilmeldt symposiet.
3) Man tilmelder sig ved at skrive en e-mail til Rasmus på post@hipsomhap.dk. Skriv venligst navnet på dig selv og titlen på din blog, som du gerne vil have begge dele præsenteret på deltagerlisten.
4) Din tilmelding er bindende, hvis dit navn stadig står på listen den 1. august 2010. Bliver du forhindret, så bed om at få dit navn slettet inden da.
5) At din tilmelding er bindende, får ingen økonomisk konsekvens får dig, for deltagelsen i symposiet er gratis!
6) Deltagelse er gratis, fordi vi bliver sponsoreret af en række virksomheder. De har ingen indflydelse på konferencens indhold eller målsætning, men de har dog krav på et minimum af opmærksomhed til gengæld for at finansiere en spændende og indholds- og lærerig dag.
7) Opmærksomheden får sponsorerne primært via en række aktiviteter, som ikke direkte kræver noget af dig. Men som deltagende blogger har du også et ansvar. Det går ud på tre ting:
a) Vi vil bede dig om at linke fra din blog til www.madbloggersymposium.dk – se her, hvordan det kan gøres på en fed måde
b) Vi vil bede dig samle din goodiebag med lækkerier, merchandise og diverse markedsføringstingeltangel op og tage den med hjem
c) Vi vil bede dig være åben for en hyggelig og uformel snak med de af sponsorerne, som tager imod vores invitation til at snuppe et glas i aftensolen på kajen under Knippelsbro i en times tid, før vi andre går ombord i en lækker fiskemiddag. That’s it.
8) Vi, Marie og Rasmus, forbeholder os retten til at justere indholdet af den her side, inklusive symposiets program, ifølge vores økonomiske formåen (læs: hvor mange velvillige sponsorer, vi kan finde)
9) Forslag, ris, ros, simpel smiger, raseri og romantik kan formuleres i kommentarfeltet herunder.
10) Glæd dig, for fa’en! Det bliver jo fantastisk!
Marie Sainabou Jeng og Rasmus Holmgård
Madbloggersymposiumarrangørteamet
Blogger du om gastronomi?
I så fald er du også inviteret med til Danmarks første store konference for madbloggere. Den løber af stablen i København lørdag den 28. august 2010 fra kl. 11, og til vi ikke har mere at tale om.
Vi kalder konferencen for et “symposium”, fordi det handler om at møde hinanden, udveksle erfaringer og idéer og diskutere en række relevante emner.
Til at hjælpe os med det har vi inviteret 10 forskellige eksperter på hver sit område til at guide os igennem lige så mange spændende temaer i løbet af dagen. Du kan se det endelige program her på siden, når det er klart.
I mellemtiden er du velkommen til allerede nu at melde din deltagelse til Rasmus Holmgård på post@hipsomhap.dk. Husk at sende linket til din blog med.
Mens sidste hånd bliver lagt på programmet, er arbejdet med at finde sponsorer gået i gang. Vi håber, det bliver gratis for dig at deltage, men transporten til hovedstaden må du selv stå for.
Meget mere info her fra snarest muligt.
Vi glæder os til at se dig
Symposiedomptører Marie Sainabou Jeng og Rasmus Holmgård





